Jeg er en mand, der bor over for en kendt, lesbisk forfatter. Da jeg overværer noget, hun ikke vil have ud til offentlighed, presser jeg hende til at have sex med mig. Og hun må lægge sig ind over mit spisebord, mens mit stive lem hamrer ud og ind af hendes våde køn.

1

Violer, solmodne røde og mørke bær, kaffebønner, blåbærmarmelade, rosiner, røg, lakrids, chokolade og grillet kød. Alt det skulle vinen, ifølge ledsageteksten, dufte af. Jeg iagttog dens farve, der var mørkerød som velluer og størknet blod, men ikke mørkere end at man kunne se gennem det, når man lod glasset hælde lidt, så lyset kunne skinne gennem vinspejlet. Jeg prøvede at dufte til den, men min næse kunne ikke fange de mange noter, som bagsideetiketten fortalte om. Nogle gange får man næsen ned i et glas vin, hvor duften nærmest ætser næsehårene af, ligesom smagen kan være som at sutte på køkkenrulle opløst i eddikesyre og dyppet i tør skovjord. Dén her vin var en Californisk Zinfandel – der nok er en af verdens mest mainstream vine – og smagen havde en behagelig balance mellem bær og bitterhed – som noget med mørke bær og en sjat espresso.

Jeg stod ved vinduet i mit store køkken-alrum og lejede vinsmager, mens maden passede sig selv på komfuret. Jeg havde googlet mig til en vegetarvariant af millionbøf, så på den ene plade simrede en gryde med linser, løg og champignon og en række krydderier i en blanding af grøntsagsbouillon og fløde, og i den anden småkogte kartofler, blomkål og jordskokker, der skulle moses. I etageejendommen over for var der lys i en række af vinduerne, og som i Hitchcock‑filmen ”Rear Windows” kunne jeg stå og se på livet i genboernes lejligheder.

Fra min tredjesals-lejlighed på Vesterbro i København kunne jeg let se over den smalle Valdemarsgade og ind til forældreparet på anden sal overfor, hvor han stod ved komfuret i køkkenet, mens hun gik rundt i stuen med et barn på armen. Barnet græd øjensynligt. Og den faren kom ind fra køkkenet og overtog barnet, mens moren, synligt lettet, gik ud og fortsatte madlavningen.

Over dem boede et ældre ægtepar, der sad i deres overmøblerede stue og så fjernsyn. Og ved siden af pensionisterne levede et ungt par, hvis stue var domineret af et spisebord med to gamerstole, hvor de tit sad ved hver deres laptop med en stabel bøger ved siden af. Lige nu var det kun hende, der var hjemme. Hun sad ved bordet med sin bærbare computer, men lukkede den nu ned og roterede med nærmest barnlig glæde et par gange rundt med den store stol, mens hun strakte armene i vejret.

I opgangen ved siden af var der lys i tredjesalsvinduet lige over for mig. I et par uger havde værelset været tomt bortset fra dækplastik på gulvet, en udslået stige og noget malergrad. Men nu var malearbejdet slut, væggene var i en varm kaffe med fløde‑farvet brun, der matchede ret godt til de flyttekasser, der stod midt på det afhøvlede plankegulv. En smuk kvinde først i fyrrene med stort rødt hår, en grå spadseredragt og højhælede røde sko kom ind i stuen. Ligesom mange andre ville have gjort, genkendte jeg hende straks. Det var forfatter og feministisk samfundsdebatør Iben Viig. Hun gik hen til flyttekasserne og støttede sig til stablen, mens hun spændte skoene op og tog dem af. Jakken smed hun hen over en kasse, og man kunne se konturene af en flot barm under den hvide bluse. Hun vendte sig mod døren og sagde et eller andet. Og ind kom en teenage‑pige i jeans og en forvasket T‑shirt, der stumpede lidt over navlen. Den unge pige kiggede rundt på de nymalede vægge og trådte så hen til Iben Viig, der trak hende ind til sig og kyssede hende intenst.

Pigen i T‑shirten var ikke den prisvindende forfatterindes samlever. Fra aviser og TV‑programmer vidste jeg, at hun dannede par med nyhedsværten på TV2, Camilla Vadgaard.

Viig stod med ryggen vendt mod mig, så jeg kunne se, hvordan den unge kvindes hænder trak Viigs bluse op af bukserne, og først førte dem kælende op under blusens bløde stof og så ned til buksekanten, hvor hun pressede hænderne ned bag linningen og kærtegnede vinderen af De Gyldne Lauerbærs bagdel.

Sammenslynget vaklede de usikkert gennem rummet og hen til væggen, hvor Iben Viig lænede sig op ad de brune flader, mens den unge elsker gik på knæ og åbnede kendissens bukser. Viig stod med let spredte ben og bukserne nede på lårene, og elskerinden var ved at trække trusserne af hende, da jeg blev revet ud af sceneriet af spruttende lyde henne fra mit elkomfur. Jeg vendte mig og så, hvordan skummende vand boblede og spruttede ud over kogepladen.

Jeg stillede rødvinsglasset fra mig i vindueskarmen og gik hen for at skrue ned. Da der var skruet ned, prikkede jeg med en gaffel i kartoflerne. De manglede stadig fem minutters tid, så jeg lagde låget på igen og gik tilbage til vinduet.

Iben Viig stod nu helt uden bukser. Kroppen var spændt i en bue, så kun baghovedet støttede mod væggen, og med hænderne pressede hun den unge piges hoved ind mod sit skød. Men snart slap hun grebet, og hænder og arme sprællede, mens kroppen rystede i heftige kramper. Hun sank slapt ned på knæ, og den unge pige fulgte efter. De lagde sig på gulvet med deres køn mod hinanden og benene i en saksestilling og begyndte at gnubbe deres underliv mod hinanden. Efter lidt tid faldt forfatterindens hoved bagover, og jeg kunne se, hun sikkert skreg, mens den unge kvinde kastede sig fremover og klamrede sig til den modne kvindes krop. De sad lidt og holdt om hinanden og kyssede, før de rejste sig op. Da de stod op, kastede forfatterinden et blik hen mod vinduet, og hendes blik ramte mit. Lidt forskrækket trådte jeg et enkelt skidt bagud. Mens forfatteren stod stivnet og kiggede med halvåben mund og skræmte øjne over på mig.

2

Nogle dage senere sad jeg en eftermiddag på det halvtomme værthus Café Blomsten på Istedgade. Fra billardrummet lød klank og klunk og en lys skramlen, når kuglerne ramte hinanden, og keglerne faldt. Inde i rygekabinen stod to mænd ved et overfyldt askebæger og udfyldte noget, der lignede tipskuponer. Bodegalokalet var møbleret med et par ottepersoners langborde og nogle runde cafeborde i tungt træ, hvor de røde plisseskærme over bordene gav rummet en lidt bordelagtig belysning.

Jeg sad i et hjørne ved et vindue, hvor tilstrækkeligt lys trængte gennem de sprossede vinduers røgfarvede glas til, at jeg kunne sidde og genlæse en paperbackudgave af Iben Viigs roman ”Færgehavnen” om en lesbisk kvinde, der arbejder i Oslo Færgens buffetrestaurant. Ved en julefrokost bliver hun voldtaget af kaptajnen og chefkokken, men hverken politiet eller rederiet vil forfølge sagen. Bogen, der er fyldt med en hadefuld, men også humoristisk udlevering af alle samfundets mandlige røvhuller, blev en bestseller, vandt en række litterære priser og blev filmatiseret som en DR-serie med Sisse Babett Knudsen i hovedrollen. Jeg var nået til dér, hvor hovedpersonen får kontakt til en kvindelig journalist, der tror på hende og vil skrive om sagen, da bodegaens tunge dør gik op, og Iben Viig trådte ind sammen Ms. News Camilla Vadgaard – hendes kæreste og samlever.

Nyhedsværten lo af et eller andet, forfatteren havde sagt. Og de to kvinder var så optaget af deres samtale, at ingen af dem lagde mærke til mig. De fandt sig et bord ude i siden, et stykke fra mig, hvor et stort, mørkt og falmet vægmaleri med en barmfager kvinde og en sømand smykkede væggen. Da de havde fundet sig til rette, gik forfatteren op til baren for at hente noget at drikke. Jeg lagde bogen fra mig og gik op til disken, hvor en bartender med hentehår, meget tynde ben og en vom så stor, at hans ternede bukser måtte holdes oppe af et par seler, stillede to flaskeøl foran Viig og gik ned for enden af baren for at fortsætte en samtale med en håndværker om en rejse til Puhket i Thailand.

Jeg stillede mig ved siden af Viig og rømte mig:

”Undskyld, må jeg ikke give denne omgang, som tak for mange gode læseoplevelser?”

Hun drejede sig smilende om mod mig, men stivnede så og snerpede læberne sammen, da hun genkendte mig.

”Jeg vil også gerne vise taknemmelighed for den ømme forestilling den anden dag,” fortsatte jeg.

”Hvad er det, du vil?” spurgte hun spidst og tog fat om halsen på de to ølflasker med den ene hånds tommel-, pege- og langfinger og løftede de to glas med den anden.

”Jeg vil bare give dig og din samlever en øl. Hun er vel stadig din samlever?” Jeg smilede venligt: ”Det vedkommer selvfølgelig ikke mig, men du er jo en offentlig person, så det er vel i orden at være lidt nysgerrig. Lever I egentlig i et åbent forhold, eller ved hun ikke, at du har sex med en ung – øjensynligt meget ung – pige?”

På pressebilleder optrådte Iben Viig altid i jakkesæt eller spadseredragter og lignede en rødhåret udgave af Kathrin Hepburn. Men nu var hun afslappet klædt i stramtsiddende jeans og en strikketrøje med en så vig hals, at den faldt ned over den ene skulder og afslørede hendes fregnede hud. Hun var dog som altid i højhælede sko, der matchede hendes røde læbestivt. Hun så på mig med et blik, der kunne have fået en ulveflok i Oksbøl til at flygte og børn til at løbe grædende hjem til forældrene:

”Jeg gentager: Hvad er det, du vil?” hvislede hun.

”Ja, jeg vil som sagt gerne give den der øl,” svarede jeg og nikkede mod de to flasker hun holdt tæt ind til brystet, som om jeg havde truet med at tage dem fra hende: ”Og så, nå ja, jeg vil også gerne tilbyde ikke at afsløre dit sidespring. Den historie tror jeg ikke, din kæreste – eller er I blevet gift? – vil tage godt imod, mens pressen sikkert ville have en fest.”

Hun sagde ikke noget, men fortsatte med at se på mig med sit kolde, aggressive blik. Så jeg fortsatte med en løgn:

”Jeg tog nogle gode billeder af jer.”

Hendes hårde blik blev blødere, og hun plirede usikkert med øjnene:

”Nej, vær sød. Det må du ikke; det ville ødelægge Camilla. Hvad har du imod os; hvorfor kan du ikke bare lade os være?”

”Absolut intet. Tværtimod. Jeg er fan af dit forfatterskab og har stor respekt for din rolle i den samfundspolitiske debat. Men jeg synes altså også, at du er utrolig smuk – og sexet; virkelig sexet. Så – ja, tilgiv mig – men jeg vil gerne have sex med dig.”

Som en mekanisk dukke, der er ved at løbe tør for batteri, rystede hun langsomt og stift på hovedet et par gange og hviskede:

”Du er et svin.”

”Njae, jeg tror egentlig, du vil opdage, at jeg vinder ved nærmere bekendtskab. Og jeg tror også, at du faktisk vil opdage, at en pik brugt rigtigt kan være en positiv oplevelse. Og hvem ved: Du kan jo bruge det som inspiration til dit skriveri. Tænk over det og lad os tales ved. Vi ses jo nok igen – ja, vi ved jo hvor hinanden bor.” sagde jeg smilende og lænede mig lidt ind over baren, signalerede til tjeneren og bestilte en fadøl:

”Lad mig også betale for damen her,” sagde jeg, da han stillede øllen, hvor skummet bulede en lille smule op over glassets kant, foran mig.

3

Der gik en uge – måske lidt mere – før jeg så hende igen. Jeg var gået ned i butikken Kihoskh på Sønder Boulevard. Den hypede kiosk sælger både kioskvarer, frugt og grønt, bøger, tegneserier og to go kaffe til kvarterets hipstere, der hænger ud ved bordene og bænkene på den lille plads foran butikken. Jeg stod ved stativet med tegneserier og bladrede i Halfdan Pliskets grafiske roman ”Dansker”, da Iben Viig kom ind.

I dag var hun klædt i et af sine ikoniske, dyre jakkesæt. En mørkeblå, dobbeltradet spadseredragt fra Ralph Lauren eller sådan noget med bred revers og en figursyning, der lod hendes krop fremstå med Coca Cola-flaske-former. Da hun fik øje på mig stoppede hun op og trådte et skidt tilbage mod døren, der var ved at lukke sig bag hende.

”Hej Iben” sagde jeg tilstrækkeligt højt til, at de andre kunder kunne høre mig, og spredte armene ud til et knus, som om vi var gamle venner.

Hun stod stiv, da jeg slog armene om hende og gav hende et klem:

”Hvordan går det? Er alt godt med Camilla?” spurgte jeg.

”Fint” svarede hun afmålt og lagde hænderne på mine overarme i et tag, der af andre både kunne opfattes som en gengældelse af mit knus og et forsøg på at skubbe mig væk.

”Skal vi ikke sætte os udenfor i solen med en kop kaffe? Er det latte, du drikker?” spurgte jeg.

Hun smilede stift til svar og nikkede.

Jeg bestilte en americano og en café latte, og vi satte os uden for med de to to go‑krus.

Da vi havde bænket os, tog jeg låget af min kaffe, så jeg kunne nyde duften, der dampede op, mens hun beholdt sit låg på og nippede af dets drikketud.

”Har du tænkt over mit tilbud?” spurgte jeg, for at komme, direkte til sagen.

Hun vrikkede, som jeg havde gjort, paplåget af sit krus og så ud som om, hun overvejede at kyle den skoldhede blanding af kaffe og varm mælk i hovedet på mig:

”Jeg har ikke glemt dig. Men det var ikke noget, du mente alvorligt, vel?” Hun forsøgte sig med et ikke særligt vellykket smil.

”Jo. Bestemt. Og det begynder jo at haste, hvis du ikke vil have historien spredt.”

Hun så igen ud som om, hun vil kaste sin kaffe i hovedet på mig:

”Hvordan havde du tænkt dig, at det skulle foregå?” spurgte hun.

”Vi kunne jo tage hjem til mig. Vi kan gøre det nu, hvis du har lyst – ja, også hvis du egentlig ikke har lyst.”

Vi talte ikke sammen, da vi krydsede boulevardens midterrabat, der var gjort til et grønt, skybrudssikret anlæg, og skråede op ad Dybølsgade, der starter med den slags historicistiske 1800-tals bygninger, der er typiske for Københavns brokvarter, med cafeer, opgange med stokroser i plantekummer ved siden af døren, små butikker og fædre på christianiacykler, hvor børn kigger op over ladets sider. Men mellem Saxogade og Oehlenschlægergade afbrydes sidegadehyggen af et stort, grimt halvfjerdser-byggeri med en parkeringsbåse foran.

Da vi nåede til Valdemarsgade gik vi i retning af min og hendes opgange. Jeg låste jeg op ind til opgangen. Og stadig tavse gik vi op ad trapperne.

Hun gik forrest. Der lød et lavt, mørkt klonk, når hendes høje hæle trådte ned på et trin. Og hendes balder i de tætsiddende tweedbukser gled hver gang vrikkende mod hinanden. Da vi nåede reposen mellem første og anden sal, fik synes mig til at bede hende om at stoppe op:

”Vend dig mod gelænderet og tag fat i det,” beordrede jeg.

Hun gjorde, som jeg sagde, og jeg førte mine hænder frem på forsiden af hendes bukser åbnede dem og trak dem i små nøk ned over balderne. Bukserne trak tusserne med nedad, så den øverste halvdel af revnen mellem ballerne blev blottet.

Der gik et chok gennem hende, da jeg klappede hende hårdt i enden. Jeg slog hende igen. Og igen en tredje gang. Og lagde så min ene hånd blidt mod balderne, som slagene havde gjort røde og følsomme. Jeg kælede for den med fingrene spredt, så tommelfingeren kunne køre ned ad kløften mellem de rundede former. Hun holdt vejret, da jeg pressede tomlen ind mellem balderne og førte den til endehullet, hvor denjeg små tryg masserede hendes endehul.

”Ikke dér. Ikke her,” bad hun hviskende.

”Hvordan og hvor bestemmer jeg,” svarede jeg, men tog hånden væk fra bagdelen og frem mod hendes skød.

Jeg blev overrasket, da jeg mærkede, hvor varmt, blødt og vådt hendes køn var:

”Du er jo våd,” hviskede jeg og kælede for de yderste skamlæber med to fingre og gjorde skeden endnu mere våd.

Hendes hænder spændte hårdt om gelænderet, da jeg lod pege- og langfinger glide ned til mellemkødet og op mellem skamlæberne, hvor fingrene skiftevis nulrede hendes klitoris og trængte op i skeden. Jeg tog en finger til op mellem skamlæberne. Og med tre fingre fortsatte jeg med skiftevis at føre dem op i skeden og blidt rundt på klitoris. Rytmisk, igen og igen: Kæle klitoris og fingerkneppe skeden. Dybere og dybere, hurtigere og hurtigere, mens fissens smaskende lyd blev højere og højere.

”Neeej,” skreg hun og slap gelænderet med den ene hånd og trommede den vildt mod det slidte træ, mens hun bøjede kroppen bagover og igen skreg: ”Neej! Stop, stop.”

Jeg fjernede hånden, tørrede fingrene af i hendes jakkes stof, hvor de efterlod en plet på det ene jakkeskød. Og mens hun fik kontrol over vejrtrækningen, trak jeg hendes bukser op og bad hende fortsætte op ad trapperne.

”Tag dit tøj af,” beordrede jeg, da vi var kommet op i lejligheden og ind i stuen.

Jeg trak en stol ud fra bordet og satte mig, mens hun begyndte at krænge jakken af. Men inden jakken var helt af stoppede hun op og så nervøst over mod vinduet.

”Bare rolig,” sagde jeg: ”Det er stadig lyst, og min side ligger i skygge, så ingen kan se noget som helst gennem ruden.”

Hun lagde jakken på bordet og tog fat i bordkanten med den ene hånd, så hun med den anden kunne tage skoene af.

”Tag det af langsomt,” sagde jeg, da hun var ved at trække silkeblusen og over hovedet.

Klædestykke for klædestykke voksede tøjbunken på gulvet, indtil hun stod nøgen foran mig og slog spørgende ud med armene:

”Nå, hvad så nu?”

”Kom herhen.” Jeg rejste mig og trak min T‑shirt af: ”Kys med dine læber, der hvor jeg peger,” sagde jeg og pegede på min mave.

Hun gik på knæ og kyssede min mave.

”Spred læberne lidt, når du gør det,” sagde jeg og pegede på min navle.

Hun kyssede den.

Med min pegende finger ledte jeg hende videre ned, hvor hun kyssede bulen i mine mørkeblå jeans.

”Åben dem,” bad jeg.

Hun knappede dem op og trak lynlåsen langsomt ned og kyssede bulen i mine boksershorts, da jeg pegede på den.

”Dér,” sagde jeg og pegede mod pikhovedet, der tydeligt tegnede sig mod stoffet.

Med let spredte læber kyssede hun det stofklædte pikhoved og trak så ud i underbuksernes elastik, mens hun så spørgende op mod mig.

”Ja,” svarede jeg: ”Tag dem af og kys mit lem.”

Hun trak elastikken ud over pikken, der rettede sig helt ud og nu stod hård og rank foran hendes ansigt. Forskrækket, skeptisk og vrangvilligt så hun skiftevis på det blodfyldte lem og op på mit ansigt.

”Du skal kysse den,” gentog jeg.

Med læberne nippede hun til mit pikhoved og begyndte så uopfordret at slikke op ad skaftet som et barn med en stor isvaffel.

”Tag den i munden og sut den – og se mig i øjnene, mens du gør det.”

Hun tøvede, så tvivlende op på mig, men åbnede så munden og førte den hen til rejsningen, men tøvede så igen. Jeg kunne mærke hendes varme ånde mod mit følsomme hoved. Så tog hun sig sammen, førte munden ned over mit hede jern og begyndte at sutte og køre tungen rundt i munden, så den kælede for min pik.

Jeg tog fat i hendes hår og trak hendes hoved lidt bagover. Og med et fast greb om de røde lokker førte jeg hendes hoved frem og tilbage så hun mundkneppede mig.

Da hun begyndte at lave opkast-lyde og blev rød i ansigtet, slap jeg håret og lod hende få luft. Mens hun gispede efter vejret, masserede hun med en hånd min stådreng:

”Kom. Kom,” kommanderede hun, stakåndet.

Men jeg stoppede hende og trak hende op fra gulvet:

”Ikke så ivrig,” sagde jeg og trådte helt ud af bukserne, der lå nede om haserne: ”Der er mange ting, du skal nå at prøve, før Tivolis festfyrværkeri afslutter dagen.”

Jeg førte hende hen til spisebordet, skubbede hendes jakke på gulvet og løftede hende op, så hun sad på kanten af bordet med mit hoved mellem sine spredte ben.

Nu var det min tur til at kysse. Knæene, lårene, lysken. Langsom bevægede jeg mig tættere og tættere på hendes køn. Jeg kyssede hendes skamlæber, spredte dem med tungespidsen og nød hendes safter smag af vineddike, honning og grapefrugt. En blanding af safter, mundvand og savl drev ned ad hendes inderlår, mens jeg vekslede mellem af slikke hende, som var jeg en glad labrador, kilde hendes svulmende klitoris med en dirrende tungespids og føre tungen frem og tilbage så langt oppe i hendes drivende våde vagina, som den kunne komme, indtil hun med begge hænder pressede mit hoved op mod hendes skød og tværede mit ansigt rundt i den smaskvåde fise:

”Nej. Nej, jeg vil ikke komme. Jeg vil ikke komme med dig,” klynkede hun hæst , men kom så med et gutturalt skrig:

”Neej!”

Da jeg rejste mig for at prøve at kysse hende, slog hun armene om mig og gengældte med heftighed mit kys, hvor vores tunger slyngede sig om hinanden:

”Du er et røvhul. Et virkeligt røvhul,” hviskede hun i mit øre.

Jeg løftede hende ned fra bordet og vendte hende, så hun havde rykken mod mig:

”Læn dig ind over bordet og spred dine ben,” bad jeg hende.

Hun lagde sig ind over bordet med brysterne og kinden trykket mod mahognipladen og struttede røven så meget op og bagud, som hun kunne:

”Vær forsigtig. Vil du ikke nok? Det er min første gang,” tikkede hun, da hun forstod, hvad der skulle ske.

”Jo,” lovede jeg og bøjede mig ind over hende og kyssede hendes ryg og kærtegnede både den og hendes balder, inden jeg førte hånden ned mellem hendes ben.

Hendes skede var stadig drivende våd og varm, så jeg tog fat om mit jern og pressede pikhovedet mod hendes skræv.

Hendes krop gjorde et lille spjæt, og hun klemte øjnene hårdt i, da mit pikhoved trængte op i hende:

”Nhh,” lød det med et klynk gennem de sammenbidte tænder. Og der lød endnu et klynk – nu lidt højere – da jeg førte pikken lidt længere ind i grotten:

”Er den helt inde? Der ikke mere, vel?” spurgte hun – mere tikkende end spørgende. Og hun skreg, da jeg som svar bankede det hele op i hende:

”Arh! Arh!”

Jeg begyndte at kneppe hendes stramme, men glatte og varme skede. I starten stille og blidt ind og ud. Men gradvist satte jeg tempoet op. Og hun formede den ene hånd som en klo og kradsede de rødlakerede negle mod bordpladens træ:

”Uh! For satan den er stor,” sagde hun.

Hun løftede sig op på underarmene, da jeg greb fat om hendes hår, som var det seletøjret på en hest, trak hendes hoved bagud og hamrede pikken ud og ind af hende; voldsommere og hurtigere end før:

”Åh! Stoor!” fremstammede hun og gentog det hvert stød: ”Stoor!” – ”Stoor!” – ”Åh, stoor!”

Jeg var ved at nå et stade, hvor jeg ikke længere ænsede hende. Mit åndedræt var på vej ud af kontrol, og det føltes som om en strømmende elv løb under min hud. Og min krop bevægede sig i en rytme, der ikke var styret af min vilje, men af instinkt—noget ældgammelt, noget dybt. Musklerne strammede sig, underlivet spændtes som en bue trukket helt tilbage. Spændingen byggede sig op i koncentriske cirkler, der krøb op gennem rygsøjlen, ud i lårene, op i nakken og samlede sig i ét brændpunkt, ét uundgåeligt nu.

Under mig begyndte hun med vilde bevægelser at hamre sine flade hænder ned i bordet igen og igen, og hendes skede strammede sig om min pik.

I min krop blev den strømmende elv til et vandfald, og jeg mærkede en kraftig, glødende eksplosion midt i kroppen, der for en brøkdel af et sekund opslugte alt. Og med et suk og et lydløst råb forsvandt jeg ud i det mørke univers.

Ude fra det ydre rum sansede jeg, at Ibens hamren i bordet var blevet til kraftige kramper, der fik hele hendes krop til at ryste, som blev hun henrettet i en elektrisk stol:

”Jeg kommer! Jeg kommer på din pik!” skreg hun så højt, at det trak mig tilbage fra min rumrejse.

Hun faldt sammen på bordet og lå og smeltede, mens små efterskælv bølgede gennem kroppen. Mens jeg faldt ind over hende, så min svedige hud klistrede til hendes svedige krop, og vores tunge vejrtrækninger fandt hinandens rytme.

Sådan lå vi et stykke tid og trak vejret i samme takt, mens min rejsning langsom faldt. Og jeg trak den halvstive lem ud af hendes skød, så en lille strøm af sæd og kussesaft gled ned ad hendes inderlår.

Jeg stod, tom for ord og rationelle tanker, og så på hende. Hun rejste sig og vendte sig mod mig. Og hun græd, mens hun tog fat om mit ansigt og kyssede min pande, mine øjenlåg, mine kinder og så min mund, hvor hendes tunge ivrigt forsøgte at sno sig rundt om min.

4

Det er snart to år siden nu. Vi bor stadig i kvarteret begge to. Og hun er stadig sammen med Susanne. De er ovenikøbet blevet forældre til en adopteret pige. Vi har ikke talt sammen siden den dag. men vi ser af til hinanden – over køledisken i en dagligvarebutik, på hvert sit fortov i en sidegade eller gennem halvmørket på en brun beværtning.

Men forleden gik jeg ned gennem Istedgade fra Hovedbanegården til Enghaveplads, hvor Metroen og byfornyelsen har fortrængt spritterne til et område med københavnerbænke og pissoir bag legepladsen. Og på turen ned gennem Vesterbros pulsårer inhalerede jeg atmosfæren fra de små butikker med etniske madvarer, de firstjernede hoteller, stripklubben, pornobutikkerne med dildoer og sygeplejerskekostumer i udstillingsvinduet, turister med rullekufferter, Mariakirken og Mændenes Hjem med deres hjemløse, gadehjørner med narkoludere med indfaldne kinder og snavsede dynejakker, og flokke af unge mennesker på vej til Den Hvide Kødbys barer og restauranter.

Da jeg kom ned til bogcaféen Kop & Kapital var der kø for at komme ind. Det viste sig, at Iben Viig var kommet med en ny roman og sad i caféen og signerede bøger.

Jeg gik indenfor, og bestilte en americano hos en svensk teenager bag caféen bar, mens jeg kiggede på forfatteren, der sad ved et bord med en stabel af hendes bøger og skrev små hilsner til alle, der rakte et eksemplar frem.

På et andet bord var der lavet en lille udstilling med to bogstakke og en række eksemplarer, der stod oprejst, så man kunne se forsiden med titlen ”Vildskab” og en forsideillustration, der viste lidt af et et kvindeansigt med et stort rødt hår, der lå vildt og rodet ud over en seng med et lagen, der var krøllet, som havde nogen flået i det. Ved siden af lå en stak ark med Iben Viigs portræt og en omtale af bogen skrevet af forlaget, som jeg tog op og læste:

”Iben Viig, succesforfatteren bag bestsellere som ”Færgehavnen”, har skrevet sin hidtil modigste bog. I en københavnerkrimi om mord, kærlighed, utroskab og forsoning åbner en lesbisk kvinde sig op for en mand, der udfordrer hendes seksualitet og fører hende til nye højder af nydelse. Viig viser her helt nye sider af sit forfatterskab. Og bogen er det mest erotiske, forfatteren hidtil har begået.” læste jeg.

Jeg kiggede over mod forfatteren, der i det samme kiggede op. Vores blikke mødtes. Og da hun så, at jeg stod med omtalen af bogen i hånden, rødmede hun og smilte let. Hun fik et indadvendt og tænksomt udtryk, men kiggede så igen direkte mod mig og knappede så de øverste tre knapper i sin hvide silkeskjorte op, så hendes kavalergang blev tydelig. Med sit blik fæstnet til mit trak hun vejret kraftigt ind, så brysterne hævede sig og stod frem. Så vendte hun atter blikket ned mod den bog, hun var ved at signere og fortsatte sit arbejde.